TEKNISKE DETALJER

Min dome har et 10-kantet grundplan på 17 m2 og en udvendig højde på 3,5 meter.

Den består af 40 trekanter, som tilsammen danner en halvkugle. Denne halvkugle er placeret på en lodret væg for at få ståhøjde tæt ud til væggen.



Der er 14 trekantede lavenergiruder i domen: de syv er samlet i et stort vinduesareal på i alt seks kvadratmeter, fem mindre er samlet i toppen til en skylight - et er placeret på modsatte side af den store vinduesflade, og det sidste er sat i døren.

Domen er udstyret med rullegardiner, hvoraf de fem, som danner femkanten i det store vindue, samt åbning af toplugen er elektrisk betjente. De fem elektriske gardiner giver en meget speciel effekt, når de synkront trækkes ind mod midten af femkanten - næsten som blænden på en linse.



En lille computerstyring sørger for automatisk solafskærmning af den store vinduesflade, samt åbning af toplugen, hvis indetemperaturen bliver for høj.
Toplugen lukker automatisk ved regn.

Domen er udstyret med indbyggede halogenlamper både inde og ude.

Et ventileret hulrum mellem taget og isoleringen forhindrer evt. kondensfugt i konstruktionen.

Taget er lagt som et patchwork af ca. 200 lapper tagpap i et mønster, som fremhæver domens geometriske form.

Domens skellet er samlet uden brug af søm eller skruer, så alle samlinger kan falde på plads i deres rette vinkel, inden hele strukturen limes og skrues til en sammenhængende enhed.



Bilinga er valgt som den gennemgående træsort pga. sin smukke glød og åretegning, samt for sin store modstandsdygtighed over for råd og svamp.

Indvendig er den lodrette væg beklædt med stave af massivt teaktræ, og alle overgange mellem de enkelte bygningsdele samt glaslister o.lign. er forsynet med specialfremstillede lister i bilinga.

Gulvet - skibsplank med gummifuge i massivt bilinga - er lagt i mønster som et spindelvæv, og til fastgørelsen - som til alt anden montering - er der brugt skruer, som efterfølgende er skjult med en lille træprop. Til gulvet alene er der anvendt 800 skruer og træpropper.



Selve kuplen er indvendig beklædt med fibergipsplader. Alle samlinger er spartlede og malet med naturmaling i farve som æggeskal.

Alt træværk er overfladebehandlet med linolie eller linolie-lak/maling.

Isoleringen er af hør.

Til inddækning samt ventilationshætter er der anvendt kobber.

Jeg har forsøgt at lave en dome, som er gennemtænkt i alle detaljer, med det formål at kunne tilbyde et produkt af høj materialemæssig og håndværksmæssig kvalitet og med lang holdbarhed. Det har desuden været mit mål at lave et design, som er æstetisk udtryksfuldt uden at virke prangende. Etisk kvalitet skal sikres ved at tilstræbe bæredygtighed i fremstilling og materialevalg.